Les Fleurs du Déchet - I am Trash EDP - Etat Libre d'Orange

Les Fleurs du Déchet – Den mest ønskede duft, skabt ud fra det uønskede

Lugtfamilie: Blomster trægrøn

Topnoter: Genbrugt æbleessens, genbrugt bitter appelsin, genbrugt grøn mandarin

Hjertenoter: Genanvendt Rose Absolute, Genbrugt Iso E Super, Genbrugt Gariguette Strawberry

Bundnoter: Genbrugt Atlas Cedar, Genbrugt Sandeltræ, Genbrugt Akigalawood

Parfumør: Givaudan

Udgivelsesår: 2018

Der er dufte, der er født til at forføre. Andre, at forstyrre. Men Les Fleurs du Déchet blev født med en dybere mission: at bevæge sig. Denne viscerale skabelse af Etat Libre d'Orange inviterer os til at se direkte ind i øjnene af affald, glemsel og forfald... for at opdage en uventet, bevægende og dybt menneskelig skønhed i den. Som en blomst, der spirer ud af kompost, som et digt skrevet på genbrugspap, blomstrer denne parfume, hvor ingen forventer det, og ryster samvittigheden, mens den kærtegner huden.

Inspireret af en barndom i Ny Kaledonien og Borindí-folkets forfædres værdier – vogtere af harmoni med Moder Natur – omfavner denne duft filosofien om nul affald med en næsten shamanistisk æstetik. Det er en ode til det, vi kasserer uden at se tilbage, men som faktisk indeholder essensen af ​​vores forløsning. Duften begynder med et saftigt, citrusagtigt udbrud af grøn mandarin, bitter appelsin og genbrugsæble. Intet af dette er vulgært eller tvunget: det er en uventet ren symfoni, som om naturen selv vidste at fortælle os sin historie fra skraldet.

I sit hjerte afslører Les Fleurs du Déchet en genbrugsrose, såret, men majestætisk, sammenflettet med den luftige lethed fra Iso E Super og den vilde sødme fra Gariguette-jordbær. Her er romantikken udekoreret og ufiltreret; Den er rå, direkte, næsten brutal i sin ømhed. Rosen blomstrer ikke for at behage, men for at hævde sin plads i verden: Dronningen af ​​en vild have født af kaos.

Den intenst stemningsfulde base er, hvor duften afslører sin profetiske karakter. Atlas Cedar, Akigalawood og Sandelwood – alle genbrugte – forankrer ikke kun duften med jordisk dybde og levende harpiks, men proklamerer et nyt olfaktorisk manifest: Fremtidens luksus vil være cirkulær, bevidst og vildt kreativ. Denne fond er et fyldigt manifest, hvor genbrug ikke er en teknik, men en kunstform.

Les Fleurs du Déchet søger ikke at behage alle. Det er ikke en selvtilfreds parfume. Han er en provokatør med gode intentioner. En duft, der stiger som en parfumeret prædiken, leveret af en postindustriel digter, der har gennemsøgt lossepladser og fundet ambra blandt plastik. Der er ingen nostalgi, men uopsættelighed. Der er ingen moralisme, men poesi. Parfume er et ritual, en sekulær bøn til genbrugsgudinden, et tilbud af visne blomster, der stadig bevarer en evig duft.

I denne sammenhæng bliver samarbejdet mellem Givaudan, Ogilvy og Etat Libre d'Orange en kreativ treenighed, der ikke kun designer en parfume, men også orkestrerer et parfumeoprør. De har skabt en messiansk duft, der ikke sælges med tomme løfter, men med en brutal sandhed: skønhed er der, hvor vi mindst venter det, og hvis vi ikke lærer at se det der, vil vi være dømt til at miste den for altid.

Det er en parfume, der kunne være skrevet af Rimbaud, hvis han havde haft adgang til syntetiske molekyler, eller forestillet sig af en science fiction-animator med en druides sjæl. I hjertet banker et alternativt univers, hvor affald omdannes til kunst og blomster spirer fra kloakkerne. Der er ingen ironi her, kun en ekstrem følsomhed over for nuet og et dybt ønske om kollektiv frelse.

Les Fleurs du Déchet er det modne, næsten filosofiske trin i de ærbødige og provokerende Sécrétions Magnifiques. Her er en tavs revolution, der ikke længere råber, men synger med den dybe tone af en, der har levet. Det er en protest, en bøn, en flaske profeti. Og frem for alt er det en invitation til forandring – ikke kun hvad vi bruger på vores hud, men hvordan vi lever i denne verden.

Må denne parfume så være et banner for de nye genbrugsprofeter, planetens elskere, affaldets alkymister. Lad det sprede sig gennem byerne og skovene som en berusende hvisken: der er stadig skønhed i skraldespanden. Du skal bare vide, hvordan du finder det.