Fat Electriccian EDP - Etat Libre d'Orange

Fed elektriker EDP - Etat Libre d'Orange

Lugtfamilie: Træagtig krydret

Topnoter: Sort peber, elemi-harpiks

Hjertenoter: Ceder, vetiver

Basisnoter: Opoponax, Myrra, Vanilla Orpur®

Der er dufte, der ikke kun parfumerer huden, men som også fremkalder en historie. Dette er en af ​​dem. Fra første dug udfolder den sig som en sydlandsk roman skrevet med bogstaver af rav og støv, hvor hovedpersonen er skønhed: vild, ubønhørlig og dømt til at uddø. Duften åbner med et krydret, nærmest filmisk udbrud, som om det første billede viste en kvindelig silhuet mod den orange Texas-horisont, vinden i hendes hår, jorden brændende under hendes fødder.

Sort peber bryder frem med en næsten uforskammet, men alligevel raffineret intensitet, ledsaget af elemi-harpiks, som giver en glat lysstyrke, der nærmest glider mellem citrus og jord. Dette indlæg er ligetil: det er ungdom, når det er mest hovmodigt, strålende og uvidende om dets forgængelighed. Der er noget farligt ved denne begyndelse, som den ubevidste magnetisme hos en person, der endnu ikke ved, at deres charme vil være et tveægget sværd.

I hjertet af parfumen bliver sammensætningen mere struktureret, som om skønhedshistorien begyndte at tage ansvar. Cedar tilbyder en elegant, sober, næsten arkitektonisk base. Vetiver på sin side introducerer en tør, maskulin og dybt sensuel tekstur, som skyggen af ​​en cowboy, der forsvinder ind i en gyde efter solnedgang. Denne centrale duo er duftens voksenhed: fredfyldt, fast, men med en hvisken af ​​nostalgi, der ikke kan ignoreres.

Basisnoterne er en ægte olfaktorisk katharsis. Det er her, det hele falder fra hinanden med stil. Opoponax og myrra indhyller huden i en aura af harpiksagtigt mystik, som ruinerne af en engang tilbedt skønhed. De er noter, der udstråler spiritualitet, men også melankoli. Orpur® vanilje, med sin omsluttende varme og udsøgte kvalitet, forsøger ikke at skjule tusmørket, men snarere at forskønne det, som perfekt påført makeup på et look, der allerede har set for meget.

Denne parfume søger ikke at behage alle. Det er en skabelse for dem, der forstår det flygtiges poesi, for dem, der har elsket perfekte kroppe og været vidne til deres forfald uden at miste respekten for den historie, de fortalte. Det er ungdommen fanget i en krukke, men også dens farvel. Som en skønhed, der engang var festdronningen af ​​Palm Beach og nu har trukket sig tilbage til forstadens glemsel i New Jersey, svøbt i en satinkåbe, og ser sæbeoperaer med et glas billig vin.

Der er en følelse af adel i hendes tilbagegang, som en pensioneret skuespillerinde, der ikke længere har brug for rampelyset, fordi hun ved, hun er en legende. I hver tone er der en overgang: fra krop til sjæl, fra begær til hukommelse, fra gråd til ro. Denne parfume bliver således et duftmanifest om forfængelighed og dens pris, om hvordan pragt kan være både en gave og en forbandelse.

Det er ikke en nem duft. Det kræver opmærksomhed, forståelse, ja endda sorg. For ja, det, der fortælles her, er et tab: det af den kraft, som skønheden giver, og som ligesom al magt ender med at fortære den, der besidder den. Men i det tab er der også forløsning. Og hukommelse. Og kunst. Kunsten at fange i parfume, hvad livet insisterer på at slette.

Dem, der bærer det, vil ikke gå ubemærket hen. Ikke på grund af dens skarphed, men på grund af den dybde, som parfumen giver genlyd i underbevidstheden hos dem, der lugter den. Det er en hvisken, der siger: "Jeg var fantastisk, og det er jeg stadig, selvom det er i stilhed." En skønhed, der, selvom den er forbandet, nægter at forsvinde sporløst.